Hans Tausen

Hans Tausen blev født i 1494 i Birkende mellem Nyborg og Odense som søn af Markor (Markus) og Karen Tausen. Faderen var muligvis bonde eller smed. De tilhørte formentlig en af de danske lavadelige slægter, da Hans Tausen ikke kom til at hedde Hans Markorsøn, men fik moderens slægtsnavn Tausen.

Omkring 1506 kom Hans Tausen i skole i Odense, antagelig i den latinskole, som johannitermunke havde oprettet i 1447.

Senere kom han til johanniterklostret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han blev munk. Dette støtter formodningen om, at hans familie tilhørte lavadelen, da Antvorskov kloster var rigt og fornemt. 

I klosteret modtog Hans Tausen en videregående undervisning, og magister Eskil Thomsen, der havde øje for hans gode evner, sendte ham i november 1516  på klosterets bekostning til universitetet i Rostock, hvor han blev indskrevet under navnet Johannes Tasen de Selandia. Her tog Hans Tausen en baccalaurgrad (= bachelorgrad) i 1517 og en magistergrad i 1519.

Hans Tausen havde nu nået en alder, hvor han kunne blive ordineret som præst, og under et ophold i Danmark 1519 blev han ordineret af biskop Lave Urne.

I 1520 holdt han som dominus (= herre, en titel der tilkom ham som præst) forelæsninger i Rostock over Aristoteles’ filosofi. I oktober 1521 blev han indskrevet ved Københavns universitet for at studere teologi, men allerede 12. september 1522 flyttede han til universitetet i Löwen (ligger i det nuværende Belgien), der dengang havde ry for at være Europas førende universitet for sprogstudier. Her studerede han særligt hebraisk. På grund af den afsatte Kong Christian II’s ophold i nærheden, blev Hans Tausen af prioren på Antvorskov beordret til at fortsætte studierne ved universitetet i Köln. Det er muligt, han har studeret her. Han ses dog ikke indskrevet på dette universitet.

Den 16. maj 1523 blev han indskrevet ved universitetet i Wittenberg, hvor han fortsatte han sine studier af græsk og hebraisk, og tillige ”med utrolig læselyst” studerede Luthers skrifter.

I Wittenberg mødte Hans Tausen Martin Luther og blev meget optaget af dennes kristne tro og lære. Man må sige, at det var her, grundlaget for den danske reformation blev lagt og på sin vis grundlaget for den tro, den danske folkekirke og i nogen grad den danske kultur bygger på.

Efter hjemkomst til Antvorskov kloster holdt Hans Tausen skærtorsdag 1525 i klosterkirken en prædiken, hvor han hævdede, at et menneske bliver frelst alene ved tro på Kristus og ikke ved fromhedsgerninger. Det var det centrale i Luthers lære.

Denne prædiken blev begyndelsen på en voldsom forfølgelse af Hans Tausen. Han måtte flygte fra klosteret, men blev fanget og smidt i et mørkt fangehul. Det knækkede dog ikke Hans Tausen.

Senere samme år blev Hans Tausen flyttet til et fængsel i Viborg, hvor han ufortrødent begyndte at prædike for en mængde mennesker, der samledes uden for hans fængselsvindue. Trods sin oprørske opførsel blev Hans Tausen efterhånden gode venner med den lokale klosterprior, som satte ham på fri fod.

Efter nogen tid fik Hans Tausen tilladelse til at prædike offentligt i Viborg ved aftensang, og gennem flere måneder prædikede han under stor tilslutning fra borgerne. Hans Tausen prædikede  –  vist nok som den første – på dansk, hvilket var med til at gøre hans prædikener meget populære.

Imidlertid kom hans lutherske opfattelse efterhånden så utvetydigt til udtryk, at ikke alene mange af Viborgs borgere, men også flere af hans ordensbrødre var blevet påvirkede, hvorfor prioren i Viborg måtte skride ind.

Da Hans Tausen fastholdt sin reformatoriske opfattelse, blev han udstødt af sin munkeorden i 1526. Hans Tausen har senere understreget, at han ikke var ”en forløben munk”, som katolikkerne havde kaldt ham, ”men meget mere forvist og fordrevet”. Efter gældende regler burde Hans Tausen have været sat i fængsel på livstid i klosteret, for at han her ”på livstid på smertens vand og brød kan beklage og sørge over sine synder”. At man ikke anvendte denne strenge straf skyldtes formentlig, at dette ville vække en sådan harme blandt byens borgere, at de ville true klosterets eksistens.

Under et ophold i Aalborg, 23. oktober 1526, udnævnte Frederik I Hans Tausen til kongelig kapellan med tilladelse til foreløbig at forblive og prædike i Viborg, og det pålagdes byens borgere at værne ham imod alle gejstlige såvel som verdslige, der ville overfalde ham med vold og magt.

Hans Tausen og hans menighed havde til at begynde med holdt til i Sct. Hans Kirke, men efterhånden kunne menigheden ikke være i denne kirke, hvorefter Hans Tausen prædikede under åben himmel, indtil menigheden brød ind i den store Gråbrødre Klosterkirke og overtog den, idet man dog til at begynde med delte brugen af kirken med franciskanermunkene.

I 1527 brød Hans Tausen sit cølibat og giftede sig med Dorothea Sadolin, en søster til sin medreformator i Viborg Jørgen Jensen Sadolin (senere biskop på Fyn). Dette giftermål vakte stor forargelse blandt byens katolske gejstlighed.

Da reformationen i Viborg var gennemført i 1529 blev Hans Tausen af kongen kaldt til København, hvor han prædikede i Nikolaj Kirke. Hans prædikener her vakte sådan et røre, at København i løbet af et år blev overvejende luthersk.

I juli 1533 blev han af samtlige biskopper stillet for rigsrådet og anklaget for kætteri og injurier. Han blev kendt skyldig i alle anklager og dømt 14. juli 1533. De originale domspapirer kendes dog ikke i dag. Efter gældende lovgivning havde han forbudt liv og gods. Af hensyn til de københavnske borgeres truende holdning, nøjedes man med ”for guds skyld og dannemænds forbøns skyld” at forvise ham fra Sjællands og Skånes stifter, og der pålagdes ham streng censur.

Da dommen rygtedes, vendte borgernes vrede sig mod den udvalgte Roskilde biskop, Joachim Rønnow, og kun ved Hans Tausens mellemkomst slap Rønnow helskindet tilbage til bispegården i København.

Byens borgere var så ophidsede, at en tysker, som befandt sig i København, den dag dommen blev afsagt, skrev hjem: ”Var der blevet krummet et hår på Hans Tausens hoved, var ikke èn af hans dommere kommet levende fra det”.

Så populær var han!

Carl Bloch har i sit kendte maleri fra 1876 skildret dette optrin. Billedet hænger i Københavns Universitets festsal. Maleriet danner grundlag for Broderloge nr. 54`s logo.

Kort efter, 16. august 1533, fik rigshofmester Mogens Gøye, der også var lutheraner, et forlig på plads. Hans Tausen fik tilladelse til at vende tilbage til hovedstaden mod at forpligte sig til at prædike ”uden al skældsord”.

I 1520 blev en ung hertug – den senere Christian III – sendt ud på en større rejse.

Under rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, hvor han mødte Martin Luther, som gjorde så stort et indtryk på Christian, at han vendte hjem til hertugdømmerne som glødende lutheraner. I et brev, umiddelbart efter sin fars  ( Frederik I ) død i januar 1533, skrev Christian, ”at han hellere ville gå barfodet bort fra sine riger, end at lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen”.

Et betænkeligt rigsråd udsatte kongevalget til året efter. Danmark var således uden konge i den periode.

I 1534 måtte rigsrådet nødtvungent anmode Christian om at overtage den ledige kongetrone, hvilket fik stor betydning for Hans Tausens videre virke, idet Christian III var overbevist lutheraner.

I 1536 blev landets katolske biskopper arresteret, hvilket fik Luther til at lykønske kongen med ordene: ”Bisperne ville ikke være ophørt med at forfølge Guds ord og forvirre det verdslige regimente”.

Reformationen var hermed indført i Danmark!

Under Grevens Fejde i årene 1534 til 1536, hvor København blev belejret i et helt år, fra 24. juli 1535 til 28. juli 1536, udførte Hans Tausen sin præstegerning ved Nikolaj kirke og påbegyndte sin oversættelse af Det gamle Testamente, hvoraf de 5 mosebøger udkom i 1535. At han ikke oversatte Det nye Testamente skyldtes sikkert, at der allerede var udkommet udgaver af dette i 1524 skrevet af Hans Mikkelsen og i 1529 og 1531 af Christian Pedersen.

Omkring 1537 døde Hans Tausens hustru. Året efter blev han gift med den københavnske borgerdatter Anne Andersdatter. Hans Tausen fik i alt 13 børn, hvoraf kun 5 overlevede ham.

Hans Tausen blev medlem af den kommission, der udarbejdede den latinske kirkeordinans af 2. september 1537 og blev 9. september tillige udnævnt som lektor i hebraisk ved Københavns universitet og underviste her, som den første i landet, i dette sprog. I januar 1538 blev han efter begæring af magistraten i Roskilde beskikket til lektor og prædikant ved Roskilde domkirke. Her holdt han daglige forelæsninger for stiftets gestlighed. Universitetet tildelte ham i 1538 Baccalaurgraden i den hellige skrift. Den 21. oktober 1541 stadfæstede kongen valget af ham til biskop i Ribe stift, og 30. april 1542 blev han ordineret af dr. Johannes Bugenhagen, der var Martin Luthers ven og skriftefader. Ordinationen foregik i overværelse af rigsrådet og samtlige landets biskopper.

Foruden en række småskrifter, og den før nævnte oversættelse af de 5 Mosebøger, har Hans Tausen udgivet en salmebog. Denne er desværre gået tabt. En del af salmerne findes dog optaget i den såkaldte Malmøsalmebog fra 1633. I 1539 skrev han en postil til alle søndagenes evangelier og epistler: Danmarks første evangeliske prædikensamling, der er karakteriseret som ”det største og originaleste af Reformationstidens Litteratur”. I samarbejde med andre københavnske præster udgav han i 1527 en håndbog for sognepræster. I 1544 en forbedret salmebog, den danske kirkes første fælles salmebog, der desværre heller ikke er bevaret. Han udgav også flere andre skrifter, af hvilke nu kun titler kendes. Den 9. marts 1533 fik han også privilegium på udgivelse af en bibeloversættelse, men dette arbejde udkom dog ikke, og håndskriften syntes at være gået tabt. At denne oversættelse ikke udkom, kan skyldes, at regeringen forberedte udgivelsen af en bibeloversættelse af Christian Pedersen, den såkaldte Christian III’s Bibel, der var fuldført i 1543, men som først udkom 1550 efter at have været gennemset af en kommission af teologer.

Hans Tausen døde 11. november 1561, 67 år gammel, og blev begravet i Ribe domkirke.

Af Hans Tausen findes der statuer og andre mindesmærker rundt omkring i landet, blandt andet en statue ved Marmorkirken i København udført af Viggo Jarl og en i Ribe domkirke udført af Johannes Bjerg.

I 1891 rejstes ved Antvorskov en mindesten over ham.

På Frederiksborgsmuseet findes et billede af Hans Tausen malet i 1579 af en anonym kunstner.

I Viborg findes på stedet for den nedrevne Gråbrødre kirke to Hans Tausen-monumenter, et ældre og beskedent fra reformationsjubilæet i 1836, lavet af billedhugger H.E. Freund, og et nyt, opsat i 2004 i anledning af 475 året for reformationens indførelse i Viborg. Dette monument er udført af kunstneren Bjørn Nørgaard.